Dem og os – hvad er vi bange for?

Før jeg blev gravid kunne jeg handle sådan helt ubemærket. Så blev jeg gravid og maven begyndte at vokse. Jeg begyndte at få en masse smil fra kvinder der så ud til at tænke “åh Gud hun ved ikke hvad hun går ind til” så kom Emma til verdenen og vi er nu blev en del af den eksklusive klub “forældre”. Og hvad er det med voksne mennesker? Hvorfor er vi nu alle på bølgelængde fordi vi har børn? Før jeg fik barn var der hverken kvinder eller mænd der umotiverede startede en samtale ved bland-selv-slik væggen i rema1000 eller sendte mig et smil når man passerede hinanden på strøget. Nej nej før var jeg jo den der single pige med det frie liv? Det føltes som en dig mod os – og nu er jeg en af “dem”. En af de voksne hvor livet handler om ble skift, faste tider for måltiderne, vasketøj, og rengøring, hvor jeg før var en single pige med tid til cafeture, shopping og cocktails med pigerne. Men hey jeg er stadig mig, det kræver bare lidt mere planlægning nu. Men det ved de andre forældre åbenbart ikke. Er man virkelig så bange for “dem uden børn”?! Og hvorfor? Minder de os om “dengang” vi selv var frie?

Stop op! Det er ikke kun os med børn der fortjener et smil.
I bund og grund er der jo ingen forskel på dem og os. Så hvad er vi så bange for?

Der er vel ingen lejer der er bedre end den anden. Er der??