Ondskab og gode gerninger.

Her til aften puttede vi prinsessen tidligt og mor og far kunne spise aftensmad sammen i ro og fred. Vi tændte for kl. 19 nyhederne som vi plejer at gøre når E ikke spiser sammen os, det resulterede i våde øjne og tanker der køre der ud af.

De snakkede, desværre, som så mange andre aftener om terrororganisationen IS, som endnu engang har henrettet en vesterlænding og offentliggjort en video af det. Denne gang en britisk mand ved navn Alan. De lavede et kort indslag om manden og det var her jeg fik tårer i øjnene.

Alan var en taxachauffør som havde brugt alt sin tid på at samle mad og bleer ind til ofrende i Syrien, en mand som ville sørge for at tingene nåede frem og derfor selv tog afsted. Efter sølle 30 minutter i Syrien bliver han taget til gidsel, og nu henrettet af IS.

Som den efterladte enke sagde: han var ikke det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, han var det rigtige sted af de rigtige grunde.

Min hjerne står af når jeg hører om sådan noget. Jeg får ondt i maven og mit hjerte græder. Hvordan kan nogen mennesker, og her endda en større gruppe, indeholde SÅ meget had rettet mod en hel verden?! Disse mænd som kæmper for IS, de kender jo ikke deres ofre, alligevel indeholder de had nok til at henrette nådesløse mennesker som bare gerne vil hjælpe. Åh! Ja den had får mig til at græde. Jeg forstår den ikke.

Nu er jeg selv blevet mor og skal lærer E om de gode værdier i livet, som f.eks at hjælpe andre i nød, næste kærlighed, at dele lidt ud af overskudskontoen. Det gør vi så for første gang sammen i morgen når vi skal samle ind for Røde Kors Jeg håber at nogen af de penge går til de ofre i Syrien som den britiske Alan ikke nåede frem til.
Jeg håber at IS taber denne kamp de kæmper. Og gerne meget snart. Gerne inden de når at henrette den næste mand, som de iøvrigt allerede har offentliggjort hvem er.