Når der mangler en.

Brandeovnen er tændt, der er kaffe på kanden og det er nu tid til at få sat ord på nogen af de følelser, fra fortiden, der indhentede mig igen da jeg blev mor

For 5 måneder siden en lørdag morgen kl. 05:22 fik jeg den skønneste lille baby pige op på maven. Min krop havde netop bestået den største udfordring til dato. En fødsel. En skøn fødsel uden smertestillende, og så på så få timer. Jeg var stolt. Stolt over mig selv, min kæreste og vores skønne lille mirakel som ENDELIG kom ud til os. Er du vimmer hvor jeg glædede mig til at ringe til min mor, far og 3 søstre og fortælle at Emma var kommet til verdenen. Verdenens 8. vidunder.

Og det var her jeg endnu engang blev mindet om at der mangler en. En som er taget her fra alt for tidligt. Efter eget valg. Og med et blev jeg mindet om sorgen, savnet, og min mave trak sig sammen og jeg blev vred. sådan rigtig jeg-har-lyst-til-at-skrige-vred. Egentlig har jeg altid forenet mig med tanken om at det jo ikke er synd for mig, men for ham. Det var jo ham der havde så ondt i livet. Selvfølgelig har jeg også været rasende over at han valgte mig fra. Han var min beskytter, min ven, min bror. Min storebror. Hvordan kunne han vælge mig fra? Det kunne han fordi den smerte han oplevede fyldte for meget. Den var alt overskyggende. Det har jeg lært at leve med, men efter 6,5 år bliver jeg endnu engang mindet om at der mangler en. Min Bror, Emmas onkel. Onkel Thomas. Jeg har lært at bearbejde sorgen, vreden og savnet. Men han mangler.. Hun vil aldrig lære ham at kende, hans værdier og glæde. Og det er her jeg får en mavepuster og bliver slået direkte tilbage og oplever hele følesesregisterret på ny. Glæde over Emma, sorg over at have mistet, forvirring over hvorfor manglende svar, fortvivlelse – kunne jeg have gjort nej, vrede.

Nu er Emma 5 måneder og vi er for længst kommet tilbage til en hverdag. en hverdag hvor jeg ikke er vred eller ked af det. Det er en del af mig, men ikke en del af Emma, og hvis jeg bliver ved med at kigge tilbage og være vred hvordan skal jeg så kunne lærer Emma at se frem ad?

Kære Brormand

Du ville være stolt af din lille søster hvis du kunne se hendes liv idag. Måske kan du. Jeg håber det.

Op med hovedet min ven – Din søs